På bestilling

Hos mig kan du bestille årstidens buketter, kranse og dekorationer. 

Grøn og bæredygtig

Det er mig et stort anliggende at arbejde grønt og bæredygtigt.

Usprøjtet

Derfor sprøjter jeg ikke, og jeg bruger heller ikke kunstgødning. Derfor kan du med ro i sindet stille buketten på spisebordet, også, når der er børn i huset.

Lokal og sæsonal

Mine blomster er helt lokale og sæsonale kommer fra min egen have, der ligger ved Skjern i Vestjylland. Grene, bær og andet materiale, der indgår i mine kranse og dekorationer, stammer dels fra min egen have, dels er de høstet andre steder her i Vestjylland.

Frisk

Da blomsterne er hentet i haven lige omkring huset, er de nyhøstede og friske. De har heller ikke fået en masse gødning, hvilket godt nok booster plantevæksten, men ikke er gavnlig for deres sprødhed og holdbarhed.  

Klimavenlig

Ingredienserne i de buketter, kranse og dekorationer, du får hos mig, har hverken stået i opvarmede drivhuse eller er blevet transporteret langtvejs fra.

Naturmaterialer

Jeg bruger i meget stort omfang naturmaterialer eller ting fra genbrug. 

Ikke plastik

Udfra et ønske om at bruge så lidt plastik som muligt, bruger jeg hverken oasis, limpistol eller plastemballage. Når jeg bruger ting fra genbrug, lyskæder eller lignende, kan der dog godt være plastik.  

Naturens kredsløb

Mine værker kommer fra naturen og kan igen indgå i naturens kredsløb. Fjerner du vindselstråden, jeg bruger i kranse, kan det hele komme på komposten. Intet går til spilde.
Vil du slippe for de cirka 10 minutter, det tager at få f.eks. en adventskrans gjort klar til komposten, så aflever den bare hos mig igen efter brug. 

Plads til naturen

Mine kreationer kommer fra en lille gård lidt udenfor Skjern, hvor der dyrkes efter permakulturens principper. Her skal der også være god plads til vilde planter, insekter og andre dyr skal trives. Derudover er der frugt- og nøddetræer, bærbuske og en omfattende dyrkning af grøntsager til eget brug. 

Min stil 

Når jeg laver buketter eller binder kranse, gør jeg det altid med naturen som ledebillede. Ideelt set må det gerne se ud, som om jeg lige er kommet tilbage fra haven med en armfuld natur. Naturen er vild og mangfoldig – og det må mine kreationer gerne afspejle. 

Se billeder

Her kan du se et par billeder af mine kreationer.